historien

eksposition Endnu vides meget lidt om forlagets mægtige bagmænd. Netop fordi de er skyggefulde, kunne man sige og samtidig spørge til deres reelle pengestyrke. Fortsættelse følger. Eller måske er der allerede en begyndelse, der går som: Det var en mørk, mørk øl. Røgen flød gennem luften og kvinderne var grimme ... herunder følger i tekst og billeder:

i vildrede, første kapitel af Kroniklen om C. Tab & H. Nar (afbildet just herunder inkognito og i omvendt rækkefølge):

tonhistto_copy.jpg 

forlaget tab&nar begynder ...

forlaget tab&nar begynder med et heldigt tilfælde. Claus Tab er på det seneste, som han siger, hvis han bliver spurgt, der er plads til at det sker hyppigere, at han bliver spurgt, tænker han, blevet fritstillet fra to større københavnske forlag. Her fungerede han som idémanager og forlagsredaktør, og nu løber han så ind i Hans Nar ved en reception på Christianshavn. Hans Nar står med en større sum penge til rådighed efter et vellykket eventyr på ffFondsbørsen, sammen med Riskær og det slæng, senest Casper Christinsen og Anders Dram. Claus er et navn der emanerer kreativitet til enhver pris og således opstår der en sjælden guldrandet alliance mellem idé, idealisme og penge. 

tonhistotre_copyb.jpg

en af de væsentligste grunde til, at Tab afsluttede samarbejdet med de to tidligere så progressive og toneangivende forlag var den merkantilitet (det lyder utroværdigt) der som et subversivt element underminerede (sic!) ethvert tiltag til en kvalificeret udgivelsespolitik, endsige spræl (jeg kan lide idéen), har han netop sagt til Hans Nar ved den allerede nævnte reception. Og jeg har lige realiseret en helt uhyggelig stor sum penge, siger Hans Nar. Det lyder ikke dårligt, nikker den anden, altså detvilsige den første, satser på afslappet, rammer nok snarere lidt-for-ivrigt. På Forlaget tab&nar ender rollefordelingen med at blive helt enkel, Claus Tab tænker og Hans Nar betaler.

tonhistfireb_copy.jpg

den historie fortæller de igen og igen. For eksempel til Christian Bonde Korsgaard som tab&nar (Claus og Hans) møder et sted i undergrunden, muligvis Møllegade nærmere bestemt, hvor de alle er på jagt efter oplevelser, nye talenter og noget at skrive hjem om. Christian er anmelder og kulturskribent, det lyder jo ikke godt, men først og fremmest er han både klog og dygtig til sine fag: dansk, engelsk og litteratur, kunne udmærket være blevet en mere end habil gymnasielærer (bedste gymnasielærer i min klasse), siger han i undergrunden til tab&nar, men litteraturen blev min skæbne, stønner han og indånder en cigaret. At stønne og indånde en cigaret samtidig er en svær øvelse og en færdighed man skal komme en del i undergrunden for at tilegne sig. Jeg føler mig fremstillet, fremmedartet ude af mit gode skrin, som om bogstaverne falder frem med trækken fra sprækkerne derovre ved baren og den gustne jydebasse der balancerende på ét ben (en svær øvelse) forsøger at skrabe sennep af sit bukseben, altså det andet, er det Anders Armani og hvor har jeg set ham før?, når han lige at tænke jeg hvilket Claus Tab slet ikke står for, endsige forstår, hvor har du hugget det fra? og sig mig er der to der skriver på dette her?, eller er det piller jeg kan se myldre rundt i min fadøl, det med, at litteraturen blev Christians skæbne, han har denne svaghed for idealister (min skæbne er sguda, ak, en ejerlejlighed). Der mangler kun testen: Hvad synes du om ideen om at starte et nyt forlag, der skal hedde tab&nar? (det lyder da meget godt) Med dig som daglig leder? (det synes jeg ikke er så godt) Resten er historie (hvor har du hugget det fra?). Eller det er det vel ikke? det kan du selv være, lyder det udtværet oppe fra baren, tredjepart føler sig forbigået og vil ikke lade det ske i tavshed: Sober som en snestorm, skal jeg sige dig, snerper han ud i luften, tilsyneladende til sig selv. De andre hører ham i hvert fald ikke. Du drysser cigaraske ned ad dine bukseben er der en (pige? tjah, minimum 45) der siger.

tonhistfem_copy.jpg

tidligere sagde du, Nar, svarer Christian på det ret entydige spørgsmål, han netop er blevet stillet, at Claus Tab løber ind i Hans Nar på en reception, men det hedder vel retteligt, at Claus løber ind i ”sin” Nar? Altså for eksempel: kongen tog sin nar i krebsen og slyngede ham mod væggen, han gad ikke længere være til grin, men det er ikke alt, skal I se, jeg kan. Kongen tog ikke ”hans” nar. Har jeg ikke ret, Nar? det tror jeg ikke, helt bestemt, Hans Nar vender sig mod Tab, breder armene ud og laver grimassen, Hvad snakker han om, mand! Og Tab ler hjerteligt, men han har det lille tic under højre øreøjeregion der med tiden for Christian skal blive mere sigende end Poul Schlüters halten når han havde gjort noget fascistisk og løj om det. Oppe i baren er jydebassen blevet langt længere mere ukorehænt i sin aftale, han er begyndt at tænke på vand med frygt for ikke at kunne skrive når han kommer hjem og hovedpinen imorgen over ikke at være blevet færdig med at komme igang og hvor kommer dine idéer egentlig fra og forsvinder hen igen? det lyder ikke som noget vi er interesserede i. Tab lægger en arm om min skulder fortæller Christian senere på aftenen til sin kæreste (”sin”) og siger meget alvorligt, at der for fanden ikke findes indlysende grunde for at save den gren over som du endnu ikke sidder på, idiot. Jamen, sagde jeg, siger han til kæresten senere, det var en grammatisk pointe. Idiot, sagde tab, siger Christian til sin kæreste, at Tab sagde tidligere på aftenen, da Christian senere er kommet hjem til hende, kæresten. Det giver snart ikke mening længere, tænker jydebassen, bare der var nogen der skrev det her ned. Det er guld!, guld siger jeg jo og hvor er det brandærgerligt, for jeg har garntrisser glemt det når jeg kommer hjem (hvis). Han ser ned på sit urløse armbånd, kigger op og griner til tanken om tabet af kontrol der netop går ud af døren og slipper en smule forstyrrende sollys ind.

tonhistseks_copy.jpg

men fik du jobbet, spørger hun, kæresten Christian, altså mig, for selvfølgelig fik jeg det, siger jeg, for allerede der og da (right then and there) kunne jeg se, at jeg fra det øjeblik han indså, at jeg var idealist, der havde han bestemt sig, men nu er der noget galt med udsigelsen, indsigelsen stritter lissom imod den gale henretning ovenvinde undervande oghvemfanden vardetnu detvar ham Anders – Drøm?, – kviksølv?, – vrøvl eller Birger måske, kan jeg, han-jeg den selv-anden slet ikke komme i tanker om oppe ved baren, stadig deroppe langt ude på den anden side af de små timer og et gråt daggru udtværet i et overflydt askebæger, ikke flere penge før romanen har tjent sig ind, tænker han, skrevet den snart færdig, startkapitalen er et kapitel for sig, egentlig alene men på vej fremad, ind mod søvn, så ikke flere spørgsmål, honey, siger Christian til kæresten som om han var der selv, den gale idealist, der er daglig leder af forlaget tab&nar, er der nogen der tilsyneladende tror på … det virker som en rigtig god idé.

tonhistetb.jpg

men der skal mere end en brat begyndelse bragt forbi sit kritiske punkt af debril overlæsning til at gøre et forlag. Nu er det alvor (debril?). Som leder af forlaget har jeg, ellerdetvilsige han-jeg, frie hænder til i dialog med Tab at forvalte de daglige beslutninger. Eller, hvis der ellers stadig, hvilket ingen vist rigtig véd, er liv i baren, måske ville så willum peder trellund sige, dem har jeg vinket farvel til, om sine hænder, men jeg, jeg, han-jeg overvejer ikke et øjeblik min-sin stilling på forlaget tab&nar, jeg har helt frie hænder, min kunstneriske integritet står ikke til diskussion, men efter en dag i deres selskab overvejer man at finde pengene selv og smide dem ud, de er anstrengende, men det er bagmænd så hvad fanden …

fortsættelse følger // tusind tak til jonas bruun for lån af digte (dem har vi ikke passet særlig godt på).

første dag på jobbet, andet kapitel

- den går ikke, den går bare slet ikke. (Det næstsidste ord utydeliggøres af et skarpt host.) Claus Tab, der op til dette møde har gjort sit, hvilket vil sige røget tæt på ti cigaretter, for at skabe de rette omstændigheder, manifesterer sin kritiske autoritet og læner sig indover bordet, der naturligvis er af egetræ, rundt og bredere end en favn. Der står et rundt askebæger og en karafel inde på midten. Når man bliver forvirret, når man bliver vred, når man taber modet, tænker Claus Tab og idag føles hans hoved som en trækasse der har stået hundrede dage i et tørrerum, er det som om vandet i karaflen er det eneste virkelige i hele verden, det eneste man kan holde fast i og den eneste lyskilde i mødelokalet som bliver mere og mere tilrøget som samtalen skrider frem, skrider tilbage, skrid dog af helvede til. Han sukker og spiler øjnene helt op.

histtoet_copy.jpg

I sine unge dage havde han en fremtid, der var til at tage at føle på, foran sig. Allerede i Anden Real fik han udgivet sin første litterære artikel, om Johannes Ewald. På Universitetet blev det både til udgivelser og udmærkelser, ansættelse og afhandlinger og adskillige former for narkomani, det hele med guldrande og egeløv. Lige så langsomt, men overhovedet ikke umærkeligt, meget, alt for, mærkbart, og alt-alt for synligt, var hans fremtid krøbet om bag ham og den var blevet mere og mere uhåndgribelig. Leende skubbede den ham fremad, bort fra sig. Så blev han tredve, så blev han fyrre, så blev han halvtreds, og så videre. Efter en stilfærdig afskedigelse med stiv nakke og i vanære tog glemslen sig af ham. Som afslutning på en karriere, der aldrig foldede sig mere end halvt ud før den helt visnede, og det er nu fem år siden han satte punktum, udgiver Claus Tab en 720-siders afhandling om John Keats med titlen Skrevet i Vandet, hvor han udover at opstille geniets sammenfletning af drøm og vågen som en gennemgående allegori i forfatterskabet, har indtænkt en gravskrift over sin egen tabte tid og ham selv som han så altså aldrig alligevel blev men altid skulle være blevet. Skriftet skulle være lige dele kritik og selvbiografi. Det blev trykt i nihundrede nummererede eksemplarer med stiv ryg og for egen regning. Modtagelsen udeblev. Han solgte sytten. Altid de samme grammatiske bøjninger: fremtid, fortid og flotte blandingsformer skærer mig midt over, tænker han og at det er, livet, dette liv, mit liv, som at tabe en skov af knappenåle på et tykt gulvtæppe. Engang var han skarp, nu er han ved at miste sin godmodighed. Han er ellers kendt for at have en mild stemme og at være meget eftertænksom og omsorgsfuld i sin tale. Desværre kan man ikke rigtig stole på ham. Han er blevet ustabil. Det gør ham rasende, hvilket gør ham ked af det, hvilket giver hans ansigt et måbende udtryk, som en dum hund, der er svømmet for langt ud og ikke kan finde ind til land igen eller, det kan være svært at afgøre, som ure uden visere med skiver der drejer skævt på tandløse hjul og ikke angiver tiden rigtigt. En knust drøm sidder fast i det ansigt og man kan se blodårerne, mørkerøde og stikkende, på kinderne efter mange års alkoholisme. Fjedrene bag øjnene er blevet slappe og de ser ud som om de tvivler på om de overhovedet kan holde sig oppe, om ikke de først vil lukke sig i og siden glide, dryppe, trække sig bort fra sine sokler, tik-tak, tik-tak ned mod gulvet. Øjenlågene er tunge, poserne under øjnene er store og tomme, i det flakkende mellemrum kigger Claus Tab ud på det liv der bestandigt undviger ham. Han er storryger. Ud for Claus Tab, skjorteærmer, åbentstående, skjolder, står et glas og der ligger en pakke cigaretter. Claus Tab tænder endnu én, glipper med øjnene, han prøver at kaste sit sløve udtryk fra sig og sender røg ud i rummet. Overfor ham sidder en ung mand, dyrt jakkesæt, sort T-Shirt, afslappet velklædt, men på en sådan måde at selv Claus Tab, der ellers ikke er den store menneskekender, kan se at han ikke er vant til at gå i den slags tøj. Der står også et glas foran ham og der ligger også en pakke cigaretter. Lad spillet begynde, tænker de begge to samtidig.

- hvad for én, hvad for noget, svarer han med alt for høj og hurtig stemme, den unge mand, der tydeligvis er utryg ved situationen og derfor er begyndt at pille ved cigaretpakken. Det er første dag på arbejdet og Claus Tab er en gammel nar.

histtoto_copy.jpg

- hjemmesiden, den tekst du har lavet, den er uforståelig. Hvad er det for noget makværk? Tror du, du er modernist? Claus Tab er ved at falde ud af sin rolle, og han véd også godt at det ikke er en god måde at skabe resultater på. Han læner sig tilbage i sin stol, der knager let, han griber på vejen glasset med vand som han fører op til munden. Han tænker på den foregående aften og ånder tre gange mens han holder glasset ved læberne, således at hans overlæbe blobber umærkeligt i vandet. Han tager glasset fra munden. Hvad var din idé med det? (Du er her på prøve, ved du nok.)

-  idéen med det var, ... altså vi var to, der skrev og det ene ord tog det andet og ... den unge mand går i stå, søgende og kigger ud af vinduet. Det gør Claus Tab lidt irriteret at sidde foran vinduet og således føle sig set igennem eller i det mindste forbi. Han forestiller sig at hans skikkelse bliver helt sort inden den forsvinder i lyset. Det er som om, hvis nogen ville sige det sådan, at han kunne blive et spøgelse. Han begynder at drikke af vandet, og der bliver langsomt mindre af det ... min ånde går hen over dig ... idéen var, at det skulle være sådan lidt ... for sjov, at det er sådan tingene foregår når man er fuld og i byen for fulde ... øh, gardiner?

- weirdness for the sake of weird, siger Claus Tab, der burde lade være med at prøve på at tale Oxford-engelsk.

- tjah, hvorfor ikke? Jeg troede I ville have noget der ligner undergrund. At det var hele idéen at suge troværdighed og skjule pengene.

   Den unge mand (indtilvidere, fremover kaldet således, han/det er ikke han-jeg) virrer med hovedet, som om en tanke satte sig fast derinde uden at den skulle være der. Sådan er der mange tanker der føles, hvis man føler efter. Man skal ikke gøre det når man har tømmermænd og står foran et spejl. Med præcise og afmålte bevægelser starter den unge mands hænder en række bevægelser, de hælder et glas vand op og den venstre hånd hæver det halvvejs mod hans mund men ændrer så retning og stiller det langsomt fra sig på bordet og skubber det nøjagtigt frem foran ham mens han stirrer på det som om det kunne fortælle hvor virkeligheden er forankret henne. Han har lange fingre, slanke? Glasset står nu en håndsbredde fra askebægeret, der står præcist på midten af bordet efter at Claus Tab har justeret det lidt. Det er længe siden man ikke længere kunne læse det slogan, der står i bunden, som er tildækket af skod, der er begyndt at dynge sig op. Når man skal skodde nu, skal man puffe lidt til de andre skod for at finde en plads på bunden. Det ligner en slagmark, som man siger, og får én til at tænke på den jødiske kirkegård i Prag og på at man får kræft af at ryge. Claus Tab har rejst sig op og ruller persiennerne ned. Gennem striber kan man se Langebro, det er en solskinsdag, København lægger ikke mærke til at trafikken slæber sig formålsløst frem og tilbage.

- du har en weird måde at sige weird på, siger den unge mand. Han tager en chance, han prøver at nå et eller andet i Claus Tab: Det lyder som om en flok bier har sat sig fast i en flaske. Og nogen har sat strøm til.

   Claus Tab kigger kort på sit armbåndsur inden han ruller persiennerne for. Han hørte det tilsyneladende ikke. Rummet bliver dunkelt. Han sætter sig med den obligatoriske, halvkvalte gammelmands stønnen. Begge tænder cigaretter som de hiver på to gange og så lægger fra sig i askebægeret midt på bordet.

histtotre_copy.jpg

- mimesis, siger Claus Tab med overbevisning og tager sin cigaret igen. Han sidder ned og hælder vand op i sit glas fra karaflen mens han hiver ind på smøgen. Hør her, unge mand, så er jeg med, men jeg synes stadig ikke at det holder (stor røgsky ud). Folk ringer og de siger, og jeg har dem i røret hele tiden (kanden ned på bordet, et lille skvulp), ser du,  siger de, at de slet ikke er med (stol knager). Sådan er alle de meldinger vi får. Og folk følger faktisk med derude. De sidder jo og læser det. Selv Lance Landbo og Morgan Nordskog føler sig sat af (host). Og Hans, nå ja, du kender ham jo, eller, ikke så godt endnu, men Hans, ... han er heller ikke med. Og det dur slet ikke. Hvis du vil klare dig i den her bizness, er det vigtigt – og jeg siger det i al venskabelighed – er det vigtigt at du ikke taler ned til Hans. Du må lægge stilen om.

- det kommer bag på mig. Jeg troede at, ... ja hvad fanden har jeg troet. Jeg troede at folk ville fange den og ... løbe med den. Det var ment som, hm, spas? Men det dur selvfølgelig ikke hvis folk sidder og leder efter dybere mening hvor der ikke er nogen. Man skal lære at læse overfladisk. Ligesom at se TV. Det er jo ikke ligefrem Sven Aage Madsen det her.

- nej, lad os ikke håbe det. Folk kan ikke skabe helhed på den måde. Det skal ændres.

- det er selvfølgelig rigtigt. Desværre. Betyder det virkelig så meget?

- ja (ordet lyder som om det falder fra stor højde) det gør det (og lander på asfalt). Claus Tab kigger op på den unge mand og søger hans øjne. Det skal laves om.

- OK, det må jeg vel, det må vi vel gøre, så. Men jeg havde alligevel håbet. Kan folk ikke bare lære at læse henover, blive på overfladen. Der har de det bedst. Den unge mand kigger bort, han har lyst til at rejse sig men er nødt til at blive siddende.

- hvad mener du egentlig med det? spørger Claus Tab. Den første vokal i tredjesidste ord er meget klar, som en klokke der bliver slået an. Den unge mand børster hurtigt en imaginær fjer bort fra sin skulder, Claus Tab skodder demonstrativt sin cigaret og de rækker begge ud efter karaflen samtidigt. Claus Tab hælder vand op til dem begge, først sig selv. Hans venstre øjenlåg er begyndt at dirre.

- at lade øjet panorere og så ellers glemme alt foregående, hvis det nu er det der sker. Det er overfladiskhed. Nu-hed. Man må aldrig blive hængende for længe ved det samme øjeblik, den samme hændelse, eller person for den sags skyld.

histtofire_copy.jpg

- hvor har du hugget det fra?

- det var da lige godt satans så stridbar du er, gamle nar, tænker den unge mand, mens han tænker på hvad han skal svare mens han drikker vand mens hans indre øje scanner langtidshukommelsens arkiver. Den unge mand får ikke helt ro nok i sin stemme når han siger:

- hvis man ikke kan finde en forgænger, så véd man først at man ikke er på rette spor. Det er en regel. Oscar Wilde, tror jeg. Claus Tab smiler, hans ansigt siger: jeg kan li’ hvad jeg hører, selv siger han:

- det er da vist kun halvdelen, i så fald. (Hans i’er er underligt langtrukne og meget spinkle)

- eller også er han bare dobbelt så god som jeg, hr-hm, som vi er.

   Claus Tab nikker idet han tager glasset op til sin mund og siger mindst (en krusning går over vandet). Han sætter det fra sig og ryster en smøg ud af sin pakke istedet. Hans hovede dækkes delvist af røg idet han mumler noget om at han gerne ville have læst Oscar Wilde på et tidligere tidspunkt i sit liv. Den unge mand tænder også en cigaret, som han vender om for at se gløden an, han puster på den og mumler noget om at jeg-ved-hvad-du-mener og så kan man jo købe Dorian Gray til sin nevø, hvis man har sådan een. Lampelyset over bordet er nu en klart afgrænset, kegleformet gul søjle der giver hvert ansigt en støvet klang, som om de hver for sig er ved at trække sig tilbage i eget mørke. Det er kun lige over middag men føles som aften. Claus Tab stikker sit hovede helt ind i lyset:

histtofem_copy.jpg

- javel-ja, jeg tror jeg forstår, men det ændrer ikke på at det skal laves om.

- godt så, jeg kan godt forstå hvad du siger, men indrøm at det i det mindste var morsomt.

- det var morsomt. Jeg indrømmer det. Nu skal du høre hvordan det skal være fremover.

   Den unge mand vælger at lade være med at tage ordet. Han skodder, måske en anelse for demonstrativt, sin halve smøg i askebægeret. Stub-stub-stub, mens han med øjenbrynene ned mod sit ansigts midtpunkt kigger på Claus Tabs pande.

- diagese, siger Claus Tab. Kort og kontant, tilføjer han.

- du har en syg måde at sige bizness på, nigga, tænker den unge mand og siger istedet: diagese, siger du, diagese, ... altså, klassisk realisme, eller hvad? Så er det nok bedst hvis vi snakkede om noget andet fra nu af.

- hvad mener du dog?, Claus Tab griber den i flugten og spiller tilbage. Nu kører det, tænker den ene. Den anden tænker, vi får se hvad der sker. Røgen begynder at dreje rundt om de to og hvis de havde været flere tilstede og havde røget flere cigaretter, eller andre cigaretter, ville røgen måske have samlet stof nok til at skabe utydelige tågeskikkelser fra fortiden, og måske ville de så have nærmet sig skikkelserne ved rundbordet og have narret dem med løfter og varsler om varme, svundne dage, skygger af ungdom og venskabs opløsning på livets vildsomt snoede stier, hvor døde venners navne og en ukendt, døv menneskemængde kalder på Claus Tab og den unge mand, mens de vandrer og vandrer, og sidder og taler og skriver og skriver imod en længsel der spredes for alle vinde. Claus Tab tørrer sine øjne med bagsiden af hånden. Og tidens hvide støv lokker og tilstopper hans sjæl. Nogen burde åbne et vindue.

histtoseks_copy.jpg

- der kunne jo være nogen der ville skrive det her ned.

- lad os ikke håbe det.

- ha, ha, ha, de griner og hoster og kigger sig beklemt omkring som om solens skarphed pludseligt rev dem ud af mødelokalet, den ene misser teatralsk med øjnene som en hashryger der har fået dårlig røg, den anden griner højere endnu, hult klingende, og rejser sig, går væk fra bordet hen til en globus foran biblioteksvæggen.

- der er ikke mere vand tilbage, siger den unge mand og holder karaflen op i luften.

- det passer meget godt. Jeg har kun een cigaret tilbage.

- du kan få nogen af mine, siger den unge mand og holder sin pakke frem mod Claus Tab.

- det gør ikke noget. Vi er alligevel snart færdige. I øvrigt er det jo efterhånden også bare en dårlig vits alt det her med tænk-hvis-vi-slet-ikke-eksisterer.

- blot og bart, sæt verden til.

- verden er til.

- hvad sagde jeg?

- verden er til?

- jeg sagde det jo nok.

- det var nu godtnok mig, der sagde det, men skidt-pyt.

- det tror jeg ikke du har ret i.

- gad vide hvor meget der skal til før rammerne brister.

histtosyv_copy.jpg

- godt spørgsmål, men seriøst, lad os snakke om noget andet. Rent teknisk, hvordan er det du vil have det til at se ud? Den unge mand slukker den diktafon han har i lommen og finder en notesbog frem. Claus Tab er ved at stable papirer, charteks af pap og plastik, holdt sammen af elastikker, clips eller hæfteklammer, eller slet ikke. Han tager en pause og tænder den sidste cigaret og krøller den tomme pakke sammen. Den forsvinder mellem hænderne på ham og lænet mod reolen lægger han an til det sidste ord:

- her har du noget at gå igang med. Du må selv opstille reglerne, eller, det kan vi snakke om henad vejen, nej, lad os sige, at du laver et manifest og viser det til mig, så ser vi på det igen. Indtilvidere er pointen at det skal handle om livet. Uden liv, ingen kunst. Så simpelt er det. Det går begge veje og gælder sådan her. Kunsten skal leve og der skal være kunst i det at leve, levekunst, om jeg så må sige. Hvis ikke jeg kan se livet i det du skriver, gider jeg ikke læse det. Og også livet har sine mesterværker. (Claus Tabs store hemmelighed er, at han har skrevet et romanmanuskript, eller det vil sige, han har skrevet på det i snart tredve år og adskillige gange har han kun manglet en enkelt sætning. I de seneste otte år har det været sådan at hver gang han prøver at færdiggøre sit manuskript, hvilket han gør mindst et par gange om ugen, ender det med at han mangler flere linjer end da han startede. Slutningen fjerner sig fra ham. Titlen ændrer sig dagligt. Han har skrevet over tretusind sider. Hvis han en dag når frem til enden, vil fremtiden begynde.)

fortsættelse følger // tusind tak til frank e larsen for lån af kortprosa, som vi har knækket, brækket, klippet og klistret.

jeg har aldrig været her før / tredje kapitel

(et undseligt såvelsom utalt antal dage derforinden havde den unge mand mødtes med chefen, Hans Nord, i egen omfangsrige person, inden denne forsvandt i et anseligt og uafmålt tidsrum away on business.

Nu: Der er et par generationer og et meget omtalt egetræsbord imellem dem. Begge klædt i jakkesæt; det ene voldsomt meget dyrere end det andet. Stemningen er god. Klokken er kvart i tolv om formiddagen.)

værsgo (en whiskeysjus skænkes og rækkes, glidende, henover bordet)

tak (man skal lade som om man synes det er for tidligt og samtidig at det er helt i sin orden, alt i sin skønneste orden, prøver man at sige med øjnene. Det ender med at ligne ... et spil kegler i en hund?)

kender du det? det er ikke ligefrem noget man kan være stolt af, men efter den femte whiskey begynder man først at føle sig helt ædru, klar i hovedet, vågen. Beslutningerne, der har ventet, dem er man klar til at træffe

jeg kender det godt (bunder) det går selvfølgelig ikke hvis man er for sulten også.

Ha, ha, nej det er klart. (bunder) Er du det? (tryk på første ord) Sulten? (ryster på hovedet) Nå, godt. Hvor mange artikler har du skrevet indtil nu? (nye sjusser)

200 (tager imod glasset og læner sig tilbage)

hvor mange har du i virkeligheden skrevet? (bunder og skænker sig selv en ny) ah

(drikker af glasset, kigger ligesom over rimmen, som om en gennemsigtig mur skygger for udsynet, hvis man kunne spionere i den situation. Tænderne rører glassets kant mindre end et sekund. Hans kigger tilbage.) kan det ikke være lige meget hvad jeg siger nu?

hvor mange? (der er ingen tone. Spørgsmålet er en test. Han rejser sig op)

300

storartet. Det tror jeg vi kan bruge til noget (bunder, sætter sig ned, hurtigt, rejser sig igen, læner sig ind over bordet og fremstrækker hvad man vel må kalde en næve) velkommen om bord (fast håndtryk du har der)

hvad har du så af idéer?

en del der ikke er færdige endnu. Der er især én som jeg forventer mig meget af. Det er lidt svært helt at forklare, jeg vil gerne præsentere den på et senere tidspunkt (tro på det)

udmærket, det siger vi. Hvis du har behov for et arbejdsrum stiller jeg gerne et lokale til rådighed.

hm, ... det havde jeg slet ikke tænkt over. Det lyder mægtigt. Det vil jeg da ger

det er mit eget private bibliotek (stoltheden vælter ud af ham. Man kan høre det på det forhøjede tempo. Han stormede frem gennem alle pauserne, især tog han ordet alt for hurtigt. Forretningsmanden forrådte netop sig selv. Her mistede han kontrollen over situationen. Den unge mand smiler forstående) her, længere nede af gangen. Omme bagved. Følg med mig.

(arbejdsværelset er ved første øjekast mindre end mødelokalet. På skrivebordet, der selvfølgelig også er af egetræ, ligger adskillige bunker papirer, kompendier, spiralrygge, ringbind og kladdehæfter, altsammen hulter til bulter, enkelte har ligget der længe nok til at støvet har samlet sig) Ja, Claus har samlet lidt til bunke gennem et stykke tid (siger Hans)

Ja, tak, det skal jeg love for

Hm, hm. Han er ikke ligefrem en afslutter, kan man sige. Det er her du kommer ind i billedet (Hans klapper ham ikke på ryggen, det er som om hans hånd – måske, hvem ville kigge efter? – står stille i luften lige over den unge mands skulder.)

Det er trygge rammer (siger den unge mand og bliver nødt til at fortsætte grundet Hans' tavshed) Det er rart. Så skal jeg nok få noget arbejde fra hånden.

Har du set herovre? (siger Hans hurtigt. De går over til et aflåst glasskab (mahogni, klart nok)) Her er min bogsamling (samme stolthed, samme dumhed)

... fortsættelse følger (vi véd I har svært ved at vente derude bag skærmene) // Supplerende tekst er denne gang nakket fra Den syngende Lussings kommende album Talismanen, forestået af den ikke ufortrinlige Torben Slot.